BRANDFORHOLD
Det påhviler udstilleren at følge alle henstillinger fra brandmyndighederne.
Det påhviler i alle sammenhænge udstilleren selv at indhente de fornødne godkendelser. Ved spørgsmål kontakt Teknisk Service Center.
Følgende er IKKE tilladt:
- at overskride det lejede standareal, da gangarealerne er flugtveje.
- at spærre adgangen til brandudgange, brandmateriel eller udsyn til brandskiltning og udgange.
- at bruge baglokaler til opbevaring af tom emballage.
- at udstille eller opbevare fyrværkeri, sprayflasker, flasker med brandfarligt indhold, trykflasker mm.
Alt let antændeligt, herunder kunstige planter og blomster, skal være brandimprægneret.
BRUG AF ÅBEN ILD
Brandmyndighederne har strømlinet reglerne for alle messecentre i Danmark, så det samme regelsæt skal følges i hele landet. Herning Kommunale Beredskab har derfor pålagt MCH Messecenter Herning at følge nedennævnte regler i forhold til åben ild på standene.
Brug af åben ild på udstillingsstande i MCH Messecenter Herning:
- Brug af åben ild, herunder enhver form for levende lys, til dekorativt brug, må ikke forefindes på udstillingsstande.
- Brug af åben ild på stande, kan tillades efter skriftlig ansøgning til arrangøren. Det er en forudsætning for evt. tilladelse, at det produkt der skal demonstreres, af hensyn til demonstrationens effekt, er afhængig af anvendelse af åben ild. På standen skal der placeres egnet slukningsmateriel.
- Brug af åben ild, herunder levende lys, kan normalt accepteres i serveringsområder, bord- /stoleopstillinger og lignende områder, uden udstillede genstande og letantændelige dekorationer.
Her kræves ikke yderligere slukningsmateriel:
- Brug af bioethanol-pejse, og lignende produkter, kan tillades, på betingelse af, at de er opsat/installeret i henhold til leverandørens anvisning, og at leverandørens øvrige sikkerhedsbestemmelser overholdes, samt at der ikke, i udstillingens åbningstid, foretages nogen form for omhældning. Der må ikke forefindes reservelager for væsker på standen, og pejsens brændkammer skal overdækkes ved lukketid, såfremt der stadig er væske tilbage. På standen skal forefindes egnet slukningsmateriel.
Driftsmæssige forskrifter punkt 6.6
Håndildslukkere skal være i overensstemmelse med Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 743 af 23. september 1999 om indretning af trykbærende udstyr, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 97/23/EF.
Håndildslukkerne skal opfylde kravene i EN 3 med hensyn til slukningsevne, dog således at:
- Kulsyresneslukkere mindst skal være af type 55 B.
- Pulverslukkere mindst skal være af type 89 B.
- Trykvandslukkere mindst skal være af type 13 A.
Håndildslukkere, der lovligt er taget i brug samt opfylder kravene i DS 2120 eller en tilsvarende anerkendt standard med hensyn til slukningsevne, kan dog fortsat anvendes, dog således at:
- Kulsyresne- og pulverslukkere skal være af en størrelse på mindst 6 kg.
- Trykvandslukkere skal være på mindst 9 liter.
- Kulsyresneslukkere skal mindst være af type 55 B.
- Pulverslukkere skal mindst være af type 89 B.
- Vandfyldte slangevinder skal være udført efter EN 671-1.
Det påhviler i alle sammenhænge udstilleren selv at indhente de fornødne godkendelser.